14-08-2012 Holmris går i spidsen...
... for nyt landsdækkende slagsselskab i Danmark.
Sidste år overtog kontormøbelproducenten Holmris A/S i Bjerringbro indretningsfirmaet Danfurn. Nu går firmaet sammen emd kontormøbelforhandlerne Reidarsborg A/S, JPH Concept og dele af Wigandt-Schultz i et nyt salgsselskab, der også får navnet Holmris. Den nye kæde vil få en årlig omsætning på ca. 150 mio. kr. og bliver bredt funderet på det danske marked, idet Reidarsborg og Danfurn har en stærk position i Jylland, mens JPH Concept og Wigandt-Schultz står stærkt på Sjælland.
Det nye Holmris har desuden tætte strategiske samarbejder med en række uafhængige kontormøbelforhandlere, bl.a. Boss Company i Århus og København, Jysk Indretning i Viborg, Ergo-Design på Fyn samt Kontor Syd, hvor Holmris overtager afdelingerne i Herning og Holstebro. Dermed kan kunder over hele landet blive serviceret af Holmris.
"Det er ønsket om og lysten til at fremtidssikre forretningerne, der er den primære baggrund for sammenlægningen," forklarer administrerende direktør i Holmris Niels H. Lauritzen. "Markedet stiller stadigt større krav om innovative, fleksible og konkurrencedygtige løsninger. Det vil fremover blive vanskeligere for mindre og mellemstore leverandører, men samlet står vi til gengæld rigtig stærkt i forhold til at kunne honorere markedets stigende krav," fortsætter han.
Direktionen i det nye Holmris salgsselskab udgøres af Niels H. Lauritzen fra Holmris og Mikael Kronholm, der de seneste otte år har været salgsdirektør hos Danfurn og fremadrettet vil varetage samme post for hele selskabet.
|