På de indre linier

Det er ikke noget under, hvis de seneste lange tiders ustandselige udmaling af aktuelle branchedårligdomme og nøgletal med negativt fortegn i kombination med egne, nedslående oplevelser efterlader møbelproducenterne med ridser i den faglige stolthed. Skuffelser, fordi man trods mange forholdsregler, udfoldelse af energi, gode intentioner og initiativer fortsat må se omsætningen vige. Frustrationer, fordi økonomi og ansvarsfølelse nødvendiggør handlinger, der ofte medfører menneskelige omkostninger i form af nedskæringer, gennemgribende omstrukturering af virksomheden og måden at tænke "møbelindustri" på. Læg hertil banker og kreditforsikringsselskabers restriktioner, der er lammende for enhver ekspansiv adfærd, så har vi en cocktail, der kan slå benene væk under selv den mest standhaftige.

Men der er ingen grund til følelse af mindreværd. Vi kan ikke ændre ved det forhold, at møbelefterspørgslen på verdensplan er skrumpet med 10 procent. På europæisk plan endda med endnu større procentsats. Aldrig tidligere har vi befundet os i en situation, hvor ét eller flere recessive markeder ikke har kunnet opvejes af salg til andre vækstmarkeder.

Med disse kolde fakta in mente og i det store perspektiv er det derfor heller ikke fairplay, at branchen med rund hånd tildeles det ene diskvalificerende stempel efter det andet og på det nærmeste eksponeres som et tabererhverv. Jeg synes ærligt og oprigtigt talt, at man har gennemlevet det forgangne misvækstår med tålmodighed og oprejst pande og atter engang, dog under langt værre forhold end nogensinde før, udfoldet den tilpasningsevne, der altid har været møbelindustriens særkende.

Først og fremmest er der strammet gennemgribende op på kreditpolitikken, så tidligere tiders rundhåndethed og risikovillighed nu er afløst af restriktiv kreditgivning og forlods sikring af varedebitorernes betalingsduelighed. I mange tilfælde endnu inden der provianteres til ordrer, og ihvertfald inden der startes op for produktionen med fare for ellers at komme til at producere til lager og dermed binde virksomhedens midler unødigt. Det er ellers noget af et opgør med en kreditkultur, der tidligere var noget letsindig, og dele af branchens omsætningsfald er uomtvistelig et resultat af fravalget af usolide, betalingsudygtige kunder. Til gengæld har det gavnet indtjeningen.

Omstillingen til de radikalt ændrede vilkår er sket med dygtighed, smidighed, uden nævneværdige ophævelser - og stadig med bibeholdelse af stort set samtlige virksomheder. Af de forholdsvis få konkursramte møbelproducenter er flere endog allerede reetableret, omend i ændret størrelse. Denne hårdhudethed og vedholdenhed kan kun aftvinge respekt, for modsat manges formodning går møbelindustrien ikke ud af 2009 i knæ, men møder 2010 med en god portion gå-på-mod.

Download hele artiklen ...